4.-10. maj er det skærmfri uge. Det vil vi i Xplora markere, og vi opfordrer dig til at være med. Ikke nødvendigvis for at droppe skærmen helt, men for at blive lidt mere bevidst om, hvordan vi bruger den.
For mange af os er mobilen altid med. Vi tjekker den, når vi vågner, mens vi spiser og i små pauser i løbet af dagen, ofte uden at tænke over det.
Voksne i de nordiske lande bruger i gennemsnit 3,5 til 4 timer dagligt på skærm til fritidsbrug. Over en periode på 20 år svarer det faktisk til næsten hele tre år. For mange unge er tallet endnu højere, og samtidig siger cirka 3 ud af 10, at de ønsker at bruge mindre tid på mobilen.
Det siger noget vigtigt: Mange vil gerne bruge mindre tid på skærmen, men har måske svært ved det.
Skærmfri uge er en anledning til at stoppe op og mærke efter, hvordan skærmbrug påvirker os i hverdagen. Målet er ikke at være perfekt eller at lægge mobilen helt væk i en uge, men at blive lidt mere bevidst om egne handlinger og vælge skærmen fra lidt oftere, end vi plejer.
Mobilen giver os meget, men den giver os også mange små afbrydelser i løbet af dagen. Når vi lægger mobilen fra os i små øjeblikke, sker der ofte noget andet i stedet. Vi er mere opmærksomme. Vi lytter. Vi får øje på ting, vi ellers ikke ville have lagt mærke til. Det er i disse øjeblikke, at skærmfri tid giver mere end bare mindre skærmbrug. Det giver øget nærvær i hverdagen.
Det starter med os
Kun én ud af 10 forældre ser sig selv som gode digitale rollemodeller, ifølge tal fra vores nordiske undersøgelse. Den samme undersøgelse viser, at 93 % af forældrene føler et ansvar for børns digitale liv. Der er altså et tydeligt gap mellem det ansvar, vi føler, og den rolle, vi faktisk tager i praksis.
Derfor handler diskussionen om børns skærmbrug i mindst lige så høj grad om os voksne. Om de valg, vi træffer i hverdagen, og det eksempel, vi viser. Hvordan vi lægger mobilen fra os, hvordan vi prioriterer tid sammen, og hvilke grænser vi sætter for os selv.
Små skridt, stor effekt
At være en god rollemodel handler ikke om at være perfekt. Du kan starte enkelt. Lad mobilen ligge lidt længere om morgenen. Læg den væk under middagen. Tag en aften uden skærm. For børn følger med. De lægger mærke til det, når vi scroller ved middagsbordet, svarer på beskeder midt i en samtale eller siger “vent lige”, mens vi bare skal tjekke noget hurtigt.
Skærmfri uge bygger på en enkel erkendelse: Det kræver ofte ikke meget at bryde ud af etablerede digitale mønstre. Små ændringer kan have større effekt, end vi tror, netop fordi de bryder vaner, som ellers kører på autopilot.
Når vi stopper op og bliver mere bevidste om vores brug af teknologi, bliver det også tydeligt, hvilken påvirkning vi har på menneskerne omkring os. Så næste gang du automatisk tager mobilen op, så stop et øjeblik og overvej, om du faktisk har brug for det.
Det er sådan, nye vaner starter.

Danmark
Norge
Sverige
Suomi